#Fyldte chokolader

Juletræer

Et af de større dekorationsprojekter løb af stablen forleden dag. Jeg ville forsøge at skabe små juletræslignende kreationer til julebordet. Dekoration tager en del tid, afhængigt af hvor mange farver man vælger til julekuglerne, detaljer i stjernen og sidst men ikke mindst airbrush af træet. Men det gode er: man jo selv skrue op og ned for sværhedgrad og tidsforbrug i denne kunst.

Jeg nyder det. Jeg nørder det. Jeg elsker det! Så når jeg har en fri stund helt for mig selv, så skal der chokoladehygges, som der blev på min fridag.

Husk at polere dine forme rigtig godt inden du starter – Det er en god investering, men som oftest føles lidt træls, når man endelig er klar til at komme igang med projektet. Men husk – polering er en del af det og en vigtig en af slagsen for at få dem HELT blanke.

God fornøjelse i små og store køkkener derude.
KH fra Fru Pedersen
***

Jeg lagde ud med lidt “julekugle” prikker i lyserød (Sandy pink*), Rød (Cardinal Red*), Lyse (gold pearl*). Så til stjernen i klassisk guld (Gold*) og til sidst lidt kugler/lys af gul/orange for at lysne det grønne træ (Mandarine Orange) *Alle farver er fra Roxy&Rich.

Efter detaljerne er i hus, er det tid til airbrush. Her valgte jeg en grøn, som jeg følte så “ægte ud” (Forrest Green*) – meeeeen jeg må indrømme, at jeg nok havde valgt en mere festlig grøn, hvis jeg kunne vælge om. Synes det er lidt for army/mos farvet til at være et juletræ… MEN MEN… lad os se resultatet.

Og her kommer resultatet. Jeg er godt tilfreds med dem – og synes egentlig de er ret dekorative og anderledes….  på den gode måde! 🙂