#Fyldte chokolader

Kokosbidder a la Bounty

Sooommer, sommer & sol, havet og blæsten og duft af .. KOKOS!
Ja – så skete det. Bounty kom på chokoladekortet herhjemme. Det er jo en herlig smag, men jeg har aldrig fået taget mig sammen til at prøve den af i chokoladekøkkenet. Det skete først forleden dag …. og det ville jeg da ønske jeg havde gjort noget før! 🙂

Nu er sommeren også så småt ved at nærme sig – så tanker om smukke palmer, kokosnødder og bounty-strande eller bare turkis-blå pools ligger ikke langt væk. Så tag lige en bid af sommeren her.

//Kh fra Fru Pedersen
***

Opskrift på kokosfyld:
1 dåse dulce de leche (ca. 397g)
250 g kokos

Fremgangsmåde:
Blandes i en skål ……………. Voilá! (man kan næsten komme til at skamme sig over hvor simpelt og nemt det er … ) 😀

Når skallerne er støbt, fyldes de med lidt luft til kanten, så der er plads til bunden (jeg har fyldt dem ved hjælp af sprøjtepose – og ja, det kræver lidt kræfter, men foretrækker det klart over en teske).

I denne fyldte chokolade synes jeg dog godt bunden må være lidt ekstra kraftig, så den kan knække tykt & godt og bevare lidt fasthed midt i al den bløde/klistrede kokos. Det er jo nok som så meget andet en smagssag. Ligesom hvorvidt man vælger at støbe i mørk eller lys chokolade – den deler vandene derude. 🙂

Kokos-toppene som stikker op efter fyldning, kan lægges forsigtig ned med en lille kniv. Massen er for fast til den selv “lægger” sig ned i formen – den må hjælpes. Og hvis du har været for grådig med fyldningen (jeg kender det….) – må du hellere nippe en lille spids kokos af, så ikke du får ødelagt bunden. Det er bare ikke de 3-4 stykker kokos værd! 😉

God fornøjelse i køkkenet. 😀

Jeg elsker blå – og alle nuancer blå kan berige os med. Turkis er ingen undtagelse. Og guld er bare en smuk partner for den blå… Og ikke mindst den hvide kokos … tanker om sommer i Caribiens turkise hav og bounty-strande trak mig i denne retning … og jeg er VILD med dem. Synes de er meget elegante – lige som jeg kan li’ dem! 🙂