#Fyldte chokolader

Mors dag

Mors dag giver god anledning til at stoppe op og tænke på, hvor meget “mor” betyder her i livet. Mor er der altid, min mor er i hvert fald. Hun er der i de gladeste tider, de hårdeste tider, i sygdom og ikke mindst ved behov for gode råd om sovs. 🙂 Hvad skulle jeg gøre uden dig, mor? <3

Jeg læste engang en lang artikel om en yngre kvinde der havde mistet sin mor. Den var meget rørende og hun nævnte, at noget af det sværeste havde været, at slette “mor” fra sin telefon… For nu kunne man ikke bare ringe til mor længere … om stort eller småt … hverken parforholdskriser eller millionbøf. Puha – jeg kan få helt ondt i maven ved tanken – så lad os hoppe tilbage på chokoladesporet. FORDI: Mor skal have chokolade! Mor skal forkæles! 😀

Her har jeg delt lidt billeder som inspiration – Min mors dags samling er skabt udfra de chokolader min mor elsker; Lemon, Passion, Lakrids og Mokka… og ja Praline og Karamel, klassikerne som alle kan klemme ned. Skønne glade sommerfarver.

Og så lavede jeg et lille menukort i blyant til min mor, så hun kunne se hvad der gemte sig i dem. Det synes jeg er en hyggelig detalje .. og så endda med farveblyanter! Man må altså godt være lidt old school nogle gange .. 😉