#Fyldte chokolader

Cremet Kiwi & Vanilje

Man må huske at kaste sig ud i nye smage.. prøve lidt forskelligt af. De sikre klassikere er jo dejlige, men forandring fryder … og hvem ved – måske gemmer der sig en ny klassiker lige om hjørnet.

Jeg har længe leget med tanken om en kiwi-ganache til mine fyldte chokolader. Det er en skøn frugt. Smågrim, brun og lodden udenpå og lidt af en skønhed efter et tværsnit. Smukke grønne nuancer, de sorte kerner i kontrast til den hvide midte. Og smager intet mindre end fantastisk. Jeg er fan!
Den kom i min gryde med en portion af dens venner samt fløde og en vaniljestang.  De smager bare dejligt. Mørk chokolade skal.. og denne ganache. Jeg er vild med det. Og opskriften samt støbe/maleprocessen følger nedenfor.

God fornøjelse // Fru Pedersen
***

Du skal bruge:
350g friske kiwier
1 vaniljestang
125ml fløde
250g hvid chokolade (Callebaut W2)

Fremgangsmåde:
Kiwierne skrælles og skæres i tern. Flæk vaniljestangen og smid denne med ned i gryden sammen med fløden. Det må gerne koge en god rum tid – gerne 15 min. så den koger lidt ind, men ikke for meget.

Chokoladen smeltes i mellemtiden over vandbad. Når kiwi blandingen har kogt hældes denne langsomt i chokoladen, mens der røres i midten af skålen/vandbadet til den samler sig (bliver blank). Dernæst skal stavblenderen i brug til massen er helt jævn. Og til sidst skal ganachen sies. Det er jo naturligvis en temperaments-sag om man er til kerner eller ej. Jeg vælger dem fra, fordi man ikke kan styre om de fordeles jævnt, for så var det måske en anden sag. Efter ganachen har været på køl risikerer man, at de har samlet sig, så de første 15 chokolader er FYLDT med kerner.. den risiko løber jeg ikke – Jeg ønsker en lind og lækker kiwi/vanilje ganache uden knas.

“Kernerne” sprøjtes udenpå i form af sorte sprøjt i den grønne skal! Se færdigt resultat. 🙂

Nedenfor har jeg airbrushet formene og som første billede viser, maler jeg med hvid ovenpå den grønne skal. Det er for at sikre at farven står skarpt og forbliver lys grøn, fordi de skal støbes med mørk chokolade, hvilket kan mørkne og dermed ødelægge de smukke klare farver. Hvis du vælger at støbe med hvid chokolade er dette selvfølgelig ikke nødvendigt.

De grønne nuancer er i øvrigt blandet af grønne og gule farver fra Roxy & Rich. Jeg har blandet direkte i airbrushen til jeg var tilfreds med farven, som skulle være så tæt på kiwiens indre som muligt.