#Fyldte chokolader

Hjerter & silkeblød karamel

I øjeblikket fylder især mælkechokolade meget i mit liv. Callebauts bløde lyse chokolade fylder mig med lykke (og ekstra kilo).. Men hvor smager det skønt. Her har jeg lavet karamel hjerter, med en lidt tykkere skal, for at mærke chokolade smelte mere i munden. Af samme årsag er de ikke malet, da dette ændrer den bløde smeltende fornemmelse, med en glat overflade, der er længere om at smelte.

KH fra chokoladetossen! <3
***

Chokolade:
360g god mælkechokolade til støbning af hjerteformen på billedet, med tyk skal og bund.

Opskrift på karamel:
200g sukker (helt alm. hvidt sukker)
1,5 dl piskefløde
50 g smør

Fremgangsmåde:
Først varmes fløden op i en lille kasserolle (ca. til kogepunktet) og så tages denne af varmen, mens der smeltes sukker.
Nu skal sukkeret brunes til en flydende gyldenbrun karamel. Sukkeret skal helst smeltes jævnt, så det brunes i samme tempo. Det synes jeg personligt er helt håbløst. Man rører rundt og pludselig er der klumper der ikke vil smelte, så bliver det andet for mørkt i mellemtiden og panikken breder sig (helt normalt – i hvert fald i mit køkken). Men det skal nok gå alligevel, da der er en hjælp i nøden; sien! (se mere længere nede).

Når karamellen er klar, med så få klumper som muligt, tages den af varmen. Så hældes fløden i under omrøring lidt ad gangen, så karamellen absorberer fløden. Derefter kommes smørklumpen i, som røres ud i karamellen (hvis du pludselig føler massen er for kold, kan du sagtens sætte den på varmen igen til den er, som du vil have den).

Hvis du foretrækker saltkaramel er du jo blot et drys salt fra at have en skøn saltkaramel i stedet – bare 1 tsk havsalt i flager – Voilá! <3

Karamellen klumper! Hvad gør jeg?!

1) Når sukkeret smelter og du spotter klumper, kan du evt. tage de største op og smide ud, når du har opgivet at smelte dem.
2) Når sukker, fløde og smør er blandet sammen til en fin karamel, kan du si den inden du kommer salt i. Så er du helt sikker på den er blød som silke! (No one has to know 😉 )





65 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.